onsdag den 15. juni 2016

THE VVITCH: Snigende uhygge i fortælling om heksekunst og religiøs fanatisme

I de senere år har vi oplevet horrorfilm, der er blevet kritiseret for, at de har været "hypet for meget" eller at de "ikke kunne leve op til hypen". Ofte har fans haft en oplevelse af, at en bestemt film er blevet pisket op til at være det mest uhyggelige, der nogensinde er blevet præsenteret på et biograf-lærred, og det har så udløst skuffelse, når filmen endelig er blevet tilgængelig her i landet.

Ifølge Den Store Ordbog betyder ordet hype "ekstraordinært stor interesse eller medieomtale", og vi har set film som IT FOLLOWS og THE BABADOOK, der er blevet båret frem af hype. Noget af det kan skyldes smart markedsføring, men den har heller ikke fået for lidt på de sociale medier, og fans bider selvfølgelig mærke i, hvis en film bliver beskrevet som usædvanligt uhyggelig. Det må man så sige, at begge film er, men de er det bare på en måde, som ikke alle fans forventer.

Uhyggen er snigende og foruroligende i disse film, der er anderledes bud på, hvordan man kan skabe en horror-fortælling, der ikke skriger bøh i hovedet på dig hvert andet minut, men hvor du under rulleteksterne føler dig præcis lige så skræmt og udmarvet, som hvis filmene har skreget bøh hvert andet minut. En andet godt eksempel på en "hypet gyser" er THE VVITCH: A NEW-ENGLAND FOLKTALE, der nok på samme måde vil skuffe nogle fans, fordi den er noget helt andet end det, de regner med. Men tro mig; THE VVITCH er en ætsende intens oplevelse, du ikke lige vil kunne ryste af dig.

Vi er i 1600-tallet i New England. En familie, der er nybyggere fra England, bliver bortvist fra den menighed, hvor de har boet. Den stærkt troende William må nu finde et nyt sted at bo sammen med sin kone Katherine og børnene Thomasin, Caleb, Mercy og Jonas. På kanten af en skov bygger de en farm og begynder at dyrke majs. Katherine føder sønnen Samuel, men han forsvinder en dag, hvor Thomasin skal passe ham.

Katherine synker ned i en tilstand af sorg og bøn, og selv om familien har en mistanke om, at Thomasin ved mere om mysteriet, end hun vil fortælle, så har filmen afsløret for sit publikum, at den lille dreng er blevet bortført af en heks, der bor ude i skoven. I den efterfølgende tid rammes den lille familie af den ene ulykke efter den anden, og selv om de forsøger at søge trøst i deres tro, så bliver det hele bare værre. Tingene eskalerer, da "heksekunst" pludselig bliver noget de taler om, og Thomasin udpeges som den skyldige.

THE VVITCH er på alle planer en imponerende produktion. Ralph Ineson og Kate Dickie spiller fænomenalt som forældrene, men det her er i den grad Anya Taylor-Joys film. Hendes portræt af den både skrøbelige og rebelske Thomasin er helt fantastisk, Hele vejen rundt er der dog intet at udsætte på skuespillerne. Det samme gælder det realistiske set design, brugen af lyd, Mark Korvens flotte musik og de imponerende billeder, skabt af fotografen Jarin Blaschke. Hver eneste scene i filmen er som et maleri, der er blevet levende.

Stemningen er intens stort set hele vejen igennem, selv historien lige tager et dyk undervejs, hvor lidt for meget skal forklares og fortælles på en gang. Vi bombarderes ikke med jump scares, men man holdes fast som i en skruetvinge af den sitrende uro, der bærer hele filmen. THE VVITCH handler meget om tro, og man bliver både fascineret af og irriteret på den lille familie, fordi de oprigtigt mener, at alting giver mening på et højere plan - uanset om det går dem godt eller skidt. Derfor virker de i nogle situationer som om, at de er fuldstændig handlingslammede, og når de så endelig gør noget, så bryder de selvfølgelig deres egne regler.

Jeg skal ikke røbe noget om, hvorvidt de er oppe imod en overnaturlig trussel eller om familien er ofre for deres fastlåste trossystem, men klimaks er både rørende, gribende og storslået. THE VVITCH er på ingen måde en traditionel horrorfilm, men den lykkes til fulde med at gøre tingene på en anden måde. Og uanset hvad hypen siger om den, så er den værd at bruge tid på.

Jeg så THE VVITCH på den amerikanske region A-Blu-ray fra Lionsgate. Som ekstramateriale får man THE WITCH: A PRIMAL FOLKLORE, der er en af disse typiske bag kameraet-ting, hvor man får ultrakorte interview-klip med instruktøren og skuespillerne, krydret med klip fra filmen. Det bliver man ikke meget klogere af, og i øvrigt får man også spoilet slutningen. SALEM Q&A er til gengæld meget mere interessant. Her er instruktøren Robert Eggers sammen med hovedrolle-indehaveren Anya Taylor-Joy til en screening i Salem, Massachusetts, hvor de flankeres af et par hekse-eksperter på scenen, og her får man virkelig meget at vide. Rigtig god Q&A, der varer ca. 25 minutter. Der er også et lille design-galleri med fine tegninger samt et kommentarlydspor med Robert Eggers, men det har jeg nu ikke hørt.

THE VVITCH: A NEW-ENGLAND FOLKTALE, USA-England-Canada-Brasilien, 2015.  Instruktion: Robert Eggers. Medvirkende: Anya Taylor-Joy, Ralph Ineson, Kate Dickie, Harvey Scrimshaw, Ellie Grainger. Musik: Mark Korven.

2 kommentarer:

  1. Tak for fin spoiler fri anmeldelse. Hvis den er i liga med babadook og it follows har vi da noget at se frem til

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes bestemt, at den er på niveau med IT FOLLOWS og THE BABADOOK.

      Slet